Respekten for borgeren som et individ med selvbestemmelse og med forstand på egne forhold gør, at den opgave bostøtteren skal løse hos borgeren, kun kan udføres gennem dialog og samarbejde med denne.
I praksis betyder det:
- At både indholdet i indsatsen og den måde det skal foregå på, løbende skal forhandles med borgeren.
- At man arbejder med en åben dagsorden, der altid inddrager borgeren.
Fundamentet for bostøtten er en velfungerende tillidsrelation mellem borgeren og bostøtteren. For at bevare og udbygge denne tillid, må man som bostøtter gøre tingene på den ordentlige måde.
Ordentlighed har at gøre med den måde hvorpå vi som mennesker behandler hinanden, at man omgås det andet menneske med respekt og at man tager sit ansvar på sig.
I praksis betyder det:
- At man holder sine aftaler og kommer til tiden. Hvis dette ikke er muligt, giver man besked.
- At man gør det man siger man vil gøre og at man holder det man lover.
- At man er ærlig overfor borgeren og viser vedkommende tillid.
- At man er nærværende og lytter til borgeren.
Ingenting sker af sig selv og i forholdet mellem borger og bostøtter, er det bostøtterens engagement og faglighed der får ting til at ske. Borgeren har brug for at bostøtteren har vilje og mod til at ville noget med forholdet.
At udvise engagement betyder at man er interesseret i og optaget af borgerens velfærd og at man føler sig forpligtiget i forhold til denne.
En bostøtter lader aldrig bare stå til, hun/han gør noget, sætter noget i gang. Af og til kræver det mod at gøre noget. Respekten for borgerens selvbestemmelse, må ikke reducere bostøtteren til blot at være et redskab for borgeren. Nogle gange byder borgerens afmagt overfor egne livsomstændigheder, at man har modet til at sætte relationen i spil, tilkendegive sin uenighed i borgerens dispositioner og insistere på at få lov til at hjælpe.
I praksis betyder det:
- At man udviser positiv energi og handlekraft i samværet med borgeren.
- At man tydeligt signalerer til borgeren at man ”vil” vedkommende og at man ikke giver op.
- At man involverer sig i borgeren.
- At man lever op til sit ansvar om at gøre noget, så ingen overlades til egen uformåenhed.
Arbejdet som bostøtter er kendetegnet ved alenearbejde og ved at der ikke er nogen facitliste eller kolleger, der kan fortælle én, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert at gøre. Det er op til den enkelte at vurdere i situationen.
Til at bedømme holdbarheden af disse vurderinger og sammenholde dem med vores værdier, er refleksion en nødvendighed.
Refleksion betyder at kaste tilbage. Det man kaster tilbage er tankerne. Man vender altså tilbage til det der skete, i tankerne. Man træder et skridt tilbage og prøver at se tingene lidt på afstand for på den måde at blive i stand til at analysere, se konsekvenser og drage konklusioner af det, der skete.
Med andre ord, man lærer af det der er sket og får derved en erfaring og en ny forståelse, som man kan bruge i nye sammenhænge.
Det kræver tid og ro at reflektere og hvis man altid har meget travlt med at handle, er der risiko for, at man bare kører derudaf, uden at forholde sig til tingene.
I praksis betyder det:
- At man skaber rum og tid til refleksion efter samvær med borgeren.
- At man er indstillet på at lære sig selv og sine reaktioner bedre at kende.
- At man er parat til at lære af egne og andres erfaringer med henblik på at udvikle sin faglighed.
- At man kan være kritisk og stille spørgsmål til egne og andres holdninger.