Har mennesker samtidig en udviklingshæmning, er behovet for tryghed, genkendelighed, overskuelighed, sammenhæng og mening alt afgørende.
Følelsen af ligeværdighed og af at blive anerkendt som menneske, evnen til at ”rumme” sine medbeboere og blive ”rummet”, følelsen af at høre til, roen og nærværet indbyrdes i gruppen er livsbekræftende for beboerne. Ligeledes følelsen af at have værdi som de mennesker de er og at være ligeværdige.
Udviklingshæmmede mennesker med demenssyndrom får flere tab af færdigheder og kognitive funktioner end ikke demensramte. Disse tab skal der kompenseres for ved hjælp af metoder og pædagogiske tiltag.
Demensramte har svært ved at fastholde fokus på en interaktion (aktivitet), hvor der er mange og kontinuerligt udefra kommende stimuli eller forstyrrelser.
Meget højtlydende tale, TV- og musik-”støj” , konflikter beboere imellem, støj fra elektriske køkkenapparater, færden af mange mennesker, ringende telefoner, kørsel med diverse rullevogne og -borde m.m. bevirker ofte, at beboerne føler utryghed, bliver skræmte og mister fokus. Dette kan komme til udtryk ved, at de bliver kede af det, grædende, frustrerede, indesluttede eller vredladne. Og da de ofte ikke er i stand til at udtrykke deres følelser verbalt, kan vreden blive udtrykt med vold.