Lejlighederne

Her kan du læse, hvordan lejlighederne på Kastanjebo er indrettet og placeret i forhold til hinanden.

Hele bebyggelsen er i ét plan, og lejlighederne er opdelt i to boenheder med hver 7 lejligheder og med fællesstue og køkken til hver boenhed.

Den ene boenhed på Kastanjebo har gode muligheder for at indrette miljøet efter beboernes behov. Den anden boenhed er særdeles funktionel til ældre og aldrende beboere uden demenssyndrom.

Lejlighederne er placeret på en måde, der øger følelsen af privatliv for den enkelte, idet de er placeret på langs ad hinanden og ikke overfor hinanden. De er praktisk indrettede med en lille stue, et godt og rummeligt soveværelse og et stort, handicapvenligt badeværelse. Dette har stor betydning for, hvordan den enkelte kan bevæge sig eller blive forflyttet. For manges vedkommende foregår det enten ved hjælp af hjælpemidler, de selv benytter eller via fysisk støtte fra medarbejderne. Eftersom beboerne bliver ældre og dermed også mister funktionelle -, praktiske - og kognitive færdigheder, er der her mulighed for at bevare rummenes funktionelle indretning. Beboerne vil ikke opleve, at lejligheden undergår ændringer i form af omplacering af møbler, seng m.v.

Rummene har en størrelse, så der kan møbleres efter en individuel hensyntagen til den enkelte og dennes færden samtidig med, at de fysiske arbejdsforhold for medarbejdernes arbejdsmiljø er gode og lever op til lovgivningens forskrifter. Vi mener, det er vigtigt, beboerne oplever, hjælpen kan gives let og ubesværet, hvilket de gode fysiske rammer medvirker til.

Alle lejligheder har udgang til egen lille terrasse og er udstyret med tekøkken, vaskemaskine og tørretumbler og et depotrum.